Kulturforsker: Vi har brug for støtte, når vi flytter til et fremmed land

Tusindvis kan miste deres hjem, i ghettoplanens forsøg på at opløse parallelsamfundene. Men måske er behovet for at opsøge sine landsmænd helt naturligt. Vi danskere gør det nemlig selv, når vi flytter til et andet land.

Af Emilie Søndergaard

Mennesket er et flokdyr. Vi har brug for at tilhøre et fællesskab for at overleve. Vi har brug for støtte. Især når vi flytter væk fra vores netværk, og bosætter os i fremmede lande. Det forklarer kulturforsker Anne Leonora Blaakilde, der har undersøgt hvorfor danskerne på Solkysten søger hinanden, og danner såkaldte danskerkolonier. Kolonier, som på ét punkt er meget lig de danske ghettoer. De søger nemlig begge den tryghed og støtte, vi får fra det nationale fællesskab.

”Man har virkelig brug for nogle til at hjælpe én, når man pludselig står i en helt ny situation, hvor der ovenikøbet tales et andet sprog. Det er meget sværere hvis man er alene.”

Tusindvis skal flytte fra ghettoerne

Første december offentliggjorde boligministeriet den årlige ghettoliste; en liste, som i år indeholder 28 punkter. Nogle nye, andre gengangere. Over halvdelen af dem er hårde ghettoer, der alle har været på listen i over fem år. Hårde ghettoer, som ifølge den omstridte ghettoplan skal opløses inden 2030.

Årets liste kommer i kølvandet på Mandag Morgens kortlægning over konsekvenserne af ghettoplanen. Kortlægningen viser, at omtrent 11.000 beboere i de hårde ghettoer skal flytte ud af deres hjem inden for de næste par år, i et forsøg på at gøre op med parallelsamfundene.  

Et samfund af landsmænd

Én af parametrene for, at et boligområde karakteriseres som en ghetto, er beboernes etnicitet. Om over halvdelen er af ikke-vestlig baggrund.

Indvandrerne, der bor i ghettoerne, bliver derfor ofte kritiseret for at skabe parallelsamfund i de tætbefolkede boligblokke. Små tyrkiske, somaliske og iranske samfund i det danske.

Behovet for at søge andre af samme nationalitet, når man flytter til et fremmed land, er dog ikke unikt for indvandrerne i Danmark. I mange år er danskerne også selv blevet kritiseret for at danne ghettoer langs den spanske solkyst.

Et naturligt behov for støtte

I 2007 tog Anne Leonora Blaakilde til Solkysten for at undersøge netop hvorfor de danske residenter grupperer sig i danske fællesskaber, på trods af en udenlandsk adresse.

Nu, mere end 10 år siden, er svaret stadig det samme. Det er et naturligt behov for støtte og fællesskab.

”Man har brug for at kunne støtte hinanden, og der er sproget helt basalt,” siger hun og uddyber:

”Det er også ud fra den sproglige kunnen, at vi lærer de kulturelle kompetencer i det land vi bor i.”

Hun forklarer, at det er nødvendigt at finde nogle til at hjælpe sig, når man flytter væk fra sit netværk, uden at kunne sproget. Og dér opstår der en naturlig søgen efter andre af samme modersmål og kultur.

Kulturforskeren mener derfor heller ikke, at der er stor forskel mellem danskerne på Solkysten og indvandrerne i Danmark.

”De støtter jo hinanden på samme måde. De er nødt til at have det fællesskab for at overleve. De får på samme måde et internt netværk. Et lille samfund, der hjælper hinanden,” siger hun.

Se serien “Fælles i det fremmede”

I den forbindelse er TV2 Østjylland taget til Solkysten for at undersøge hvordan vi søger det nationale fællesskab, når vi flytter til et andet land.

Se med i serien ”Fælles i det fremmede” lige her.